Argumentet fra objektiv moral

Kan eksistensen af moral være evidens for Guds eksistens? Kan det bruges i et argument for, at Gud må eksistere? Mit bud vil være ja, men det er et argument, man både skal være forsigtig med at formulere, da mange tilsyneladende står på spring for at misforstår, hvad argumentet egentlig går ud på.

Så lad os bare få dette på det rene fra start af: Argumentet handler ikke om, at kristne er mere moralske end andre. Dermed er det selvfølgelig også sagt, at det heller ikke handler om, at ateister er mindre moralske end religiøse mennesker. Argumentet siger heller ikke noget om, at kristne og religiøse ved mere moral og etik end andre mennesker.

Hvad handler det så om? En version af argumentet går sådan her:

Præmis 1: Hvis Gud ikke findes, så findes der heller ikke objektive moralske værdier.
Præmis 2: Men objektive moralske værdier findes.
Konklusion: Altså findes Gud.

Når vi står overfor et sådant deduktivt argument, så har vi som bekendt et par muligheder for at pille det fra hinanden. Enten må vi vise, at konklusionen ikke følger af præmisserne, fordi der er tale om en fallacy, f.eks. hvis et term skifter betydning fra præmis 1 til præmis 2, eller noget sådant. Jeg er ikke bekendt med, om nogen har påstået noget sådant – jeg tror, alle kan se, at logikken som sådan ikke fejler noget. I stedet stiller folk spørgsmål ved præmissernes holdbarhed.

Er det sandt, at “Hvis Gud ikke findes, så finder der heller ikke objektive moralske værdier”? Kendte ateister siger, at dette er sandt. Moralske værdier eksisterer kun subjektivt og som et slags psykologisk produkt af evolution. Da Justin Brierley (britisk radiovært) spurgte Dawkins om hans moral var lige så tilfældig som det at han havde 5 fingre, svarede Dawkins bekræftende (lyt her). Som han har sagt andre steder, så findes der ikke mening og formål og derfor heller ikke objektive moralske værdie: “The universe we observe has precisely the properties we should expect if there is, at bottom, no design, no purpose, no evil and no good, nothing but blind, pitiless indifference.”

Er det sandt, at “Objektive moralske værdier findes”? Det er så her, ateister typisk vil sætte kræfterne ind og sige: “Nej, moralske værdier findes ikke.” Dette er overraskende, eftersom de færreste ateister lever som moralnihilister.

Tværtimod er det blevet en trend at beskrive ateisme som mere moralsk end religion. Mange nægter ligefrem at kalde sig ateister, men foretrækker at blive kaldt humanister (som om der ikke findes kristne humanister). Ingen synes at være stærkere i deres moralske retorik end netop de “nye ateister”, når de kritiserer kristendom og islam. Men hvis ateisme er sandt, så er det dybest set ligegyldigt, om folk tror på det eller ej. Der er ikke noget i universet, der siger, vi bør tro på sandheden – at det er mere moralsk forsvarligt. Så selv om ateister eksplicit argumenterer imod præmis 2, så viser deres adfærd, at de egentlig tror på objektive moralske værdier.

Et godt eksempel på dette er den velbrugte metafor “det moralske kompas”. Vi ved alle sammen lidt om, hvordan et kompas fungerer, og derfor kan vi også regne ud, hvordan konceptet “moralsk kompas” egentlig må forstås. Du har en magnetisk nål, som altid peger mod den elektromagnetiske nordpolen. Denne pol eksisterer fysisk og objektivt – den er dikteret af partikler, som går gennem vores klode. På samme måde er et “moralsk kompas” noget, som indstilles og afhænger af noget, der eksisterer udenfor os selv, altså “objektive” – altså uafhængige – moralske værdier.

Nogen vil sige, at det eneste, jeg har demonstreret, er, at “det moralske kompas” derfor er et forkert term at bruge i et ateistisk verdensbillede. Det er korrekt. Men samtidig vil jeg sige, at der er en grund til, at selv ateister kan finde på at bruge metaforen uden at tænke over dens implikationer. Det er et eksempel på, at præmis 2 accepteres af alle, intuitivt – oftest også dem, som påstår, at de ikke tror på det. (På et senere tidspunkt er det måske værd at kigge nærmere på spørgsmålet om intuition som en legitim kilde til viden.)

Dermed accepteres altså begge præmisser i moralargumentet, og logikken leder os til en accept af konklusionen, at Gud eksisterer. Det forklarer os ikke alt, vi kunne have lyst til at vide om Gud og moral og forholdet mellem de to, men det er argumentet nu heller ikke beregnet til. Argumentet siger som sagt heller ikke noget om, hvem der er mere eller mindre moralske.