Findes der beviser for Gud?

Når vi på dansk snakker om “beviser”, så taber vi lidt en nuance, de har på engelsk mellem ordene “evidence” og “proof”. Forskellen mellem de to ses på de sammenhænge, de bruges i. Evidens taler vi om, når vi finder data, der sandsynliggør en bestemt forklaring. “Proof” taler vi derimod om i matematik, hvor vi kan vise, hvorfor en matematisk regel nødvendigvis må være sand. Det er altså sjældent, vi baserer noget, vi tror på, på “proofs”. For det meste antager vi ting, som vi finder sandsynlige uden at kunne bevise det i en streng matematisk forstand. Når vi taler om sandheder om virkeligheden, vil det altså typisk være evidens, vi har med at gøre.

Mange ateister, jeg har snakket med, synes at være af den overbevisning, at al eksisterende evidens ubestrideligt peger i bare én retning (ateisme). For dem vil selve definition af (religiøs) tro være, at den peger i modsat retning af eksisterende evidens. Religion er irrationelt, fra deres synspunkt, fordi det som udgangspunkt går imod det beviselige.

Men her misforstår de lidt, hvad man egentlig mener, når man taler om evidens. Evidens er de fakta og “hårde” oplysninger vi bruger, når vi konstruerer argumenter. Det er netop argumenternes rolle i debatten, de nævnte ateister syntes helt at glemme. De går ud fra en epistemologi (en vidensteori), hvor argumenterne er blevet sparet væk, og som derfor ser nogenlunde sådan her ud:

Men problemet er, at evidens ikke i sig selv peger i nogen bestemt retning.
Argumenter peger i retninger. Evidens er neutrale, når de står alene.

At universet har en begyndelse er for eksempel et faktum – et stykke evidens – som ikke i sig selv handler om noget andet. Tingene er, som de er, og kan ikke i sig selv overbevise os om noget udover dem selv, medmindre vi bruger vores hjerner til at putte dem i en slags kontekst, f.eks. ved at bruge dem som grundlaget for et filosofisk argument.
Men da er det vores fortolkning, der overbeviser os – ikke de data, vi præsenteres for.

Argumentationsteori er, hvilket muligvis vil overraske nogen, et ganske stort felt, hvor mange filosoffer har bidraget til at prøve at sætte fingeren på, hvordan vi mennesker egentlig argumenterer og overbevises om ting.
Den mest kendte form for argument er det deduktive argument, hvor man har to præmisser, som leder beskueren til en konklusion. Når den er deduktiv, så er præmisserne tvingende. Det vil sige, at hvis argumentet er logisk gyldigt, og hvis præmisserne er sande, så må også konklusionen være sand. Det klassiske eksempel, som bruges i lærebøgerne, er dette:

p1: Alle mennesker er dødelige.
p2: Sokrates er et menneske.
k: Sokrates er dødelig.

Hvor kommer evidens ind i et argument som dette? Tydeligvis i præmisserne. Hvis man vil argumentere for, at Sokrates er udødelig, så ville man enten bestride, at han er et menneske, eller at alle mennesker er dødelige. Dette er selvfølgelig et absurd eksempel i praksis, da vi alle går ud fra, at han var dødelig. Men det viser altså, hvilken rolle evidens spiller i forhold til at overbevise nogen af os om noget som helst. Evidens kan i bedste fald inkluderes i et argument for en bestemt verdensanskuelse (teisme eller ateisme eller noget helt andet):

Så når spørgsmålet kommer til, om der findes beviser for Gud, så er det ikke tilfredsstillende med et enkelt ja eller nej. Det handler snarere om, at man kan sandsynliggøre Guds eksistens med et argument, som inkluderer relevant evidens. Man kan argumentere for Gud, ligesom man kan argumentere for enhver teori og fortolkning af virkeligheden.

Jeg tror, samtalerne mellem ateister og teister ville blive lidt mere frugtbare, hvis vi alle erkendte, at der findes velkonstruerede argumenter på begge sider af spørgsmålet om Gud. Ofte vil vi endda være enige om meget evidens, mens vi naturligvis medgiver, at evidens må fortolkes og aldrig “taler for sig selv”. Dette gælder selvsagt for begge sider, både når det gælder videnskabelige fakta som Higgs boson-partiklen og historiske fakta som den tomme grav.