Der er mange, der siger at Gud ikke findes, hvilket ikke bør overraske os, men til gengæld overrasker det mig lidt, når filosoffer og videnskabsmænd desuden erklærer spørgsmålet for “irrelevant” eller decideret “kedeligt”. Der kan være forskellige grunde til at komme med den slags udsagn, men én af begrundelserne, man nogle gange støder på, er begrundelsen at gudshypotesen ikke har noget at bidrage med til vores søgen efter viden.
Tanken, der ligger bag dette er egentlig modstanden mod “god of the gaps”-argumentet, og her er det vigtigt, vi alle kan sætte os ind i den moderne videnskabelige tankegang: I gamle dage, når man så noget man ikke forstod eller som var vanskeligt at finde en naturlig forklaring på, så erklærede man, at det var “guds værk”, og derved følte man en kunstig tilfredsstillelse – kunstig, fordi det ikke var en forklaring, men bare nogle ord, som ligner på en forklaring. At “gud gjorde det” besvarer ikke, hvordan han gjorde det, og hvad der egentlig skete. Så skred videnskaben frem, og man fandt den naturlige forklaring på fænomenet, man indtil da havde tilskrevet gud. Jo flere naturlige forklaringer vi lærer, desto færre “gud gjorde det”-forklaringer er der tilbage. Og når vi engang er blevet kloge nok, så vil vi også helt slutte med at appellere til gud for de ting, som vi ikke forstår.
Tankegangen er ikke svær at følge. Der er ingen tvivl om, at mange religiøse bruger “gud” som en joker i diskussioner om ting, vi ikke har fundet den naturlige forklaring på. I komplekse situationer, hvor mange faktorer bidrager til et udfald, er det heller ikke vanskeligt at liste “gud” ind i ligningen og sige han bidrager. Dette giver mening at gøre indenfor et teistisk verdensbillede, hvor Gud formodes at være aktiv i verden. Personligt er jeg dog lidt varsom med at gøre den slags antagelser (men jeg har også nogle kedelige deistiske tendenser), så jeg forholder mig ofte agnostisk, men åben til spørgsmålet om hvorvidt Gud har gjort eller påvirket noget.
Når folk siger, at “gudsforklaringen bidrager jo ikke med noget”, så antager de, at “god of the gaps” er blevet fremført som et argument eller forklaring. De svarer igen på det i en forkortet udgave af det, vi netop har set. “Det er jo bare ord.” “Vi har set det 100 gange før.” Og det er naturligvis fair nok i de situationer, hvor nogen faktisk har argumenteret således.
Problemet er dog, at ikke alle argumenter for Gud er “god of the gaps”-argumenter. Som jeg så på i ét af de første blog posts, så kan videnskabelig evidens optræde i positiv argumentation for Guds eksistens. For eksempel, Intelligent Design bliver ofte beskyldt for “god of the gaps”, fordi man ikke har forstået deres argument. Intelligent Design – oftest repræsenteret ved Discovery Institute og forfattere såsom Michael Behe og Stephen C. Meyers – påstår, at fordi erfaring (empiri) har vist os, at en bestemt type information skyldes intelligens, så kan vi, når vi ser den type information indenfor biologien eller i astrofysik eller andre steder, også her antage intelligens. Der er da tale om et helt andet argument, hvor det kan koges ned til hvad typer information, der findes, og hvorvidt det forudsætter intelligens eller ikke. Men pointen her er, at det er en “positive case” – ikke et appel til uvidenhed, sådan som “god of the gaps” er.
Når folk så siger, at “gudsforklaringen bidrager jo ikke med noget til videnskaben”, så antager de desuden, at videnskaben er den eneste gyldige kilde til viden. Argumentet er som følger:
1. Kun videnskab er “interessant”.
2. “Gud” er ikke videnskab.
3. Gud er ikke “interessant”.
Men selv om vi alle har stor respekt for videnskaben og interesserer os for dens fremskridt og imponeres over hele dens virksomhed, så må vi ikke glemme dette: Videnskab er ikke alt – og videnskab er heller ikke alt, vi ved. Vi ved, at vores nærmeste elsker os, men ikke af videnskabelige grunde. Jeg skal undgå at inddrage William Lane Craigs lille liste over rationelle ting vi ved udover videnskaben. En del af det kan klassificeres som filosofi. Filosofi går forud for videnskab, fordi vi først må antage en virkelighed, der kan udforskes gennem empiri, logik og matematik (hvilket er en filosofisk grundantagelse).
Desuden, hvis videnskaben peger på Guds eksistens, så åbner det op for andre legitime kilder til viden – for eksempel teologien. Da den prominente ateistfilosof, Antony Flew, på sine gamle dage tog det store skridt fra ateisme til deisme, så åbnede også hans interesse for nytestamentlig forskning, som det fremgår af slutningen af hans lille bog om emnet. Pludselig var der nye ting at udforske. Så vidt vides, nåede han dog ikke at komme til mere teistiske konklusioner, før han døde, selv om han var åben for muligheden.
Om gudsspørgsmålet er “uinteressant” forbliver utvivlsomt et meget subjektivt spørgsmål. Jeg tror, at de fleste folk finder spørgsmålet interessant. Hvem vil ikke gerne vide det, hvis der er en skaber bag det hele? Tænk hvis der bag alt vi ser står en person? Tænk hvis hele universet er skabt af et væsen? Ville du ikke være interesseret i at vide dette? Jeg forstår ikke, hvordan nogen kan undsige sig interesse i dette spørgsmål og erklære hele diskussionen for kedelig. Man kan i så fald ikke være særlig nysgerrig af natur. Derfor er det specielt underligt at høre sådanne ting fra filosoffer og videnskabsmænd.
Rationel tro 